Jillian Als | 22/07/2019
Dansk SaaS virksomhed Mono Solutions opkøbt af tyske Bauer Media Group for et trecifret millionbeløb
KØBENHAVN, 22. JULI, 2019 - Mono Solutions, en ledende marketing-SaaS-virksomhed er blevet opkøbt for et trecifret millionbeløb af Bauer Media Group, der er Europas største privatejede mediekoncern. Aftalen mellem Mono og Bauer Media Group blev endeligt indgået torsdag den 18. juli. De nærmere detaljer omkring handlen er ikke offentliggjort.
Danske rødder og en klar vision
Siden etableringen for tolv år siden har Mono haft den samme klare vision: at hjælpe små/mellemstore virksomheder (de såkaldte SMV’er) med at få succes på nettet. I 2007 blev Mono præsenteret på landsdækkende TV i ”Go’ morgen Danmark” som den mest brugervenlige platform til dem, der selv vil bygge deres egen hjemmeside nemt og billigt. Omtalen resulterede i tusindvis af nye brugere på platformen. I 2011 lancerede Mono endvidere en partnerstrategi og samarbejder i dag med nogle af verdens største medievirksomheder og teleselskaber. Mere end 95% af omsætningen kommer i dag via salg til partnere i udlandet. Denne forretningsmodel har drevet Monos internationale succes til hvad den er i dag – og er også det, der har fanget Bauer Medias interesse.
MONO UNDERSTØTTER BAUERS NYE FORRETNINGSSTRATEGI
I dag har Mono flere hundredtusinde abonnementer på tværs af forskellige digitale marketing-løsninger. Marketing-services til SMV-segmentet er en essentiel del af Bauer Medias nye forretningsstrategi og Bauer betragter Monos teknologi og go-to-market model som et ideelt forspring ift. deres nye strategi.
Bauer Medias COO, Veit Dengler, kommenterer: “Monos styrke i markedet er drevet af den perfekte kombination af ledende teknologi og fremragende service, som udmønter sig i skalerbare marketingløsninger af høj kvalitet for små virksomheder. Vores nyligt etablerede forretningsområde indenfor SMV-services vil i høj grad kunne drage fordel af Monos ekspertise og position i markedet. Vi ser frem til at arbejde sammen og lære af hinanden.”
MONO OG BAUERS VISION GÅR HÅND I HÅND
Mono vil fortsætte med at innovere som hidtil – blot i større skala og med flere ressourcer qua Bauers stærke netværk og evne til at skabe vækst. Louise Lachmann, medstifter og CEO i Mono Solutions, understreger: “Vi har fundet det perfekte match med Bauer. Vores visioner går hånd i hånd, og dette samarbejde vil i høj grad komme vores eksisterende partnere og deres kunder til gode ved at styrke vores evne til at drive innovation til markedet hurtigere end nogensinde før.
MONO VEDBLIVER MED AT VÆRE MONO
Monos tre stiftere: Louise Lachmann (CEO), David Westmark Højelsen (CTO) og René Hedegaard Petersen (CCO) vil fortsætte i deres nuværende stillinger med en stærk tiltro til, at Monos nye placering som en del af Bauer gruppen vil styrke virksomhedens produktivitet og gennemslagskraft i markedet. Monos virksomhedsnavn, brand og organisation forbliver også uændret for at bibeholde den stærke kultur.
OM MONO SOLUTIONS
Mono blev grundlagt i 2007 med en klar vision om at hjælpe SMV’er med at få en tilstedeværelse på nettet. Indledningsvis var det selve hjemmesiden, der var i fokus, men over årene er platformen blevet udvidet med andre marketingløsninger, herunder webshop, nyhedsbreve, kundehåndtering (CRM) og online booking. I dag er der mange hundredetusinder små virksomheder, der benytter Monos platform, der udbydes af mere end 70 partnere globalt. Mono har igennem årene vundet en lang række priser og er i flere år blevet udnævnt til Gazelle-virksomhed. Virksomheden er også at finde på Inc. 5000 Europe. Mono har hovedkontor i København og kontorer i Denver og Lissabon. De mere end 50 ansatte omfatter 17 forskellige nationaliteter.
Læs mere om Mono Solutions.
OM BAUER MEDIA GROUP
Bauer Media Group er Europas største privatejede forlagsgruppe og en af de ledende spillere i Tyskland, Australien, Storbritannien, New Zealand, Polen og USA med omkring 11.500 medarbejdere globalt. Bauer Media Group publicerer over 600 forskellige magasiner i 20 lande, har en digital portefølje på over 400 onlineaviser, magasiner, apps, onlineportaler og websites og ejer over 100 TV- og radiostationer. Bauer driver i Danmark radiostationerne NOVA, The Voice, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og myROCK.
Læs mere om Bauer Media Group.
FAKTABOKS
- Mono er en ledende SaaS-virksomhed for SMV’er (Små og Mellemstore Virksomheder)
- Mono har flere hundredtusinde abonnementer spredt på forskellige digitale marketingløsninger
- Salg af abonnementer sker via partnere globalt i 35 markeder
- Mono har igennem de seneste år haft en kraftig omsætningsvækst på mere 50% YoY
- Hovedkontor i København og kontorer i Denver og Lissabon
- 50+ medarbejdere med mere end 17 forskellige nationaliteter
- Virksomheden blev stiftet i 2007 af Louise Lachmann (CEO), David Westmark Højelsen (CTO) og René Hedegaard Petersen (CCO)
- Inc 5000 Europe
- Børsen Gazelle 2015, 2016 og 2017
- Mono har vundet følgende priser:
- Best in Biz 2018
- SIINDA Industry Excellence Awards (2015-2018)
- LSA ad to action Awards
- Opkøbt af Bauer Media Group 18. juli 2019 for et trecifret millionbeløb.
Opdatering Juni 2022:
Mono blev opkøbt af Ten Oaks Group i juni 2022. Læs mere her.